Streamere

Må jeg have streamer på mine ruder?

Nej, ikke hvis de reducerer udsynet. Der har hele tiden været forbud mod streamere på bilens forrude, samt de forreste sideruder.

For bagrude, samt de bagerste sideruder er der ny regler pr. 1. april 2007, hvor man siger, at der må ikke i førerens synsfelt bagud og skråt bagud være anbragt genstande, der reducerer udsynet unødigt.

Hvad er unødige genstande?

Unødige genstande kan f.eks. være reklamestreamere eller uigennemsigtig film, men ikke nakkestøtte, solgardin, solfilm og spoiler.

Jamen, er der ingen undtagelser?

Jo! Det er fortsat tilladt at placere streamere i en bagrude, så længe ruden er fabriksudstyret med en sort kant og streameren kan gemmes "bag" kanten, eller man placerer en streamer/nationalitetsskilt i "skyggen" af en nakkestøtte.

Må jeg køre med gods/bagage så mit udsyn forringes?

Du må fortsat køre med store genstande i bagagerummet, selv om det tager dit udsyn. -fx en vaskemaskine i bagagerummet på en stationcar. Dette er tilladt, da den ikke kan placeres andre steder i bilen og der er ikke tale om unødigt "udstyr".

Hvem gælder disse regler for?

Reglerne gælder kun for personbiler på hvide plader, dvs. gulpladebiler er undtaget for reglerne.

Hvordan ved jeg om mit udsyn er reduceret unødigt?

Ved at indstille dit bakspejl korrekt, kan du kontrollere udsynet bagud. Alt det du kan se i spejlet og som går under betegnelsen unødig genstand skal fjernes.

Hvad sker der hvis jeg har steamer hvor det ikke er tilladt?

Du vil kunne få en bøde. Hvis bilen er til syn, vil den blive erklæret betinget godkendt.